Radio Ådalen præsenterer nyt musikprogram Under navnet “Musiklisten” har Radio Ådalen netop lanceret et helt nyt musikprogram. – Spil din musik på Radio Ådalen! – sådan lyder opfordringen til lytterne fra radiostationen i en pressemeddelelse. Og de skriver videre: – Programmet er tiltænkt lytterne. Det er jeres musikønsker, vi har på programmet. Nu er der ikke helt gået Jørgen Hjorting i det lille studie – kun lidt. I praksis foregår det på den måde, at lytterne laver en liste med de 15 musiknumre de ønsker at høre. Derefter sender man listen til radioen på adressen: mogenskrintel@vejen-net.dk. Når listen er modtaget og nået frem til tiden, hvor den skal båndes, vil studieværten kontakte de pågældende lyttere. – Via telefonen får vi en snak om musik generelt og især om de musiknumre der kom med på lytternes lister, udtaler Radio Ådalen. De bebuder ligeledes, at alle er velkommen til at indsende en musikliste, som herefter vil blive afspillet i den rækkefølge den modtages. Dog har medlemmer af Radio Ådalen fortrinsret. Udsendelserne sendes på FM kanal 105,6 og 106,1 Mhz samt på netradioen, som du finder på vores hjemmeside radioaadalen.dk .

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *